Näcken

Vil man være en virkelig mester udi spillemandsviolin må der øves og øves. En genvej er dog at blive ven med Näcken.

Ifølge primært svensk folketro er Näcken et overnaturligt væsen, som i skikkelse af en nøgen mand sidder ude i en flod eller en sø og spiller de herligste toner. Han spiller så forførende, at man simpelthen må nærmere for bedre at kunne høre, hvilket igennem årene har ført til mangen druknedød.

nacken

 

Näcken er villig til at lære sit mageløse violinspil fra sig, men tager man imod tilbudet, er det ikke uden risiko. Man ender nemlig i en mystisk afhængighed af overnaturlige kræfter. En anden risiko er, at man bliver så betaget af sit eget violinspil, at man kan spille sig fra sin forstand. Og spiller man til dans, kan det hænde at også danserne fortrylles af tonerne, således de ikke kan stoppe. Flere skulle have danset sig til døde i selskaber som blev styret af en Näcken-uddannet spillemand.

Kommer man selv ud for en situation, hvor enten spillemand eller dansere nærmer sig sindsyge, er der ikke andet at gøre end at fatte kniven og skære violinens strenge over. Kun således kan de overnaturlige kræfter overvindes.

I virkeligheden er näcken vist nok bare en ensom velspillende fyr, som savner selskab.

  1. Endnu ingen kommentarer.
(bliver ikke vist offentligt)